Til forsiden
Forside Velkommen
Program og billetter

Forestillinger

Billedgalleri

Festival information

Udstillinger

Workshops

Spillesteder

Film i Bio

English version

Sidste nyt:


Velkommen til
Festival of Wonder!



Myte, marionet
& menneske



Nyheder på
festivalen


Succes-workshop
med Neville Tranter
gentages i år



Festivalen udtaget til
kulturatlas


Velkommen i dukkernes univers

Jørn Rye Rasmussen Det er en fornøjelse endnu engang at kunne byde velkommen til Silkeborgs internationale dukketeaterfestival. Endnu engang er det lykkedes at skabe en festival på et meget højt kunstnerisk niveau. Forestillingerne henvender sig til både børn og voksne - eller man skulle måske snarere sige: til børn i alle aldre.

Temaet i år er "Myte, marionet og menneske", og det er jo netop, hvad denne fantastiske og helt særlige teaterform beskæftiger sig med. Hvornår er det "marionet"? Hvornår er det "menneske"? Og er det ikke netop denne dobbelthed, der skaber "myten"? Man kommer hurtigt til at befinde sig lige midt i dukkernes menneskelige univers. For mig har det altid været det helt unikke ved dukketeater. Og i særlig grad ved vores egen festival. Jeg glæder mig - og det ved jeg, at rigtig mange andre også gør.

I løbet af festivalen afvikles der et stort antal forestillinger rundt omkring i Silkeborg, sådan som det fremgår af programmet. Bl.a. spilles der også dukketeater på Silkeborgs nye internationale højskole, Performers House, på Papirfabrikken. Men der spilles også på en lang række skoler og daginstitutioner i hele den nye store kommune. Så man kan sige, at festivalen både er international og samtidig meget lokal. Det er styrken ved den.

Men det lader sig også kun gøre, fordi der er et meget stort antal frivillige, der sørger for alt det praktiske. Uden deres fantastiske indsats kunne det hele slet ikke lade sig gøre. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at rette en varm tak til alle frivillige omkring festivalen. Og i særlig grad til arrangørgruppen med Ulla Dengsøe i spidsen. Tak fordi I gør det muligt endnu engang at afholde Dukketeaterfestival i Silkeborg.

Og rigtig god fornøjelse til alle - både foran og bag scenen.

Jørn Rye Rasmussen
Formand for Kultur & Fritidsudvalget


Kunstnerisk leder Ulla Dengsøe

Velkommen til

Dukketeaterfestival!

Hjertelig velkommen til Festival of Wonder 2007, hvor 25 danske og internationale teatre i alt opfører 100 forestillinger inden for genren dukkeobjekt- og visuelt teater. Der vises forestillinger kun for voksne og forestillinger for hele familien.

Myte, Marionet og Menneske

Festivaltemaet dette år er Myte, Marionet og Menneske og rigtig mange af forestillingerne er valgt ud fra dette tema. Det gælder eksempelvis peruvianske Teatro Gaias smukke familieforestilling, Fingerman. Nyskabende er forestillingen i sin brug af kroppen som objekt, når myten om den lille Fingerman fortælles uden tale.

Forestillinger for voksne

I Danmark er dukketeater for voksne på et højt kvalitetsniveau blevet kendt via Festival of Wonder i Silkeborg og forestillingerne for voksne på 2007-festivalen er hentet så forskellige steder fra som Norge, Holland, Tjekkiet, Frankrig og Danmark/USA. De er meget forskelligartede som tjekkiske Teater Tows Natmyggen med dans, laserlys og elektronisk musik til den nyeste forestilling Vampyr af den internationale dukkemester Neville Tranter fra Stuffed Puppettheatre. Begge forestillinger vises i Jysk Musik & Teaterhus.

Forestillinger for børn

Vi har lagt vægt på at præsentere de nyeste danske forestillinger for børn indenfor genren. Publikum kan glæde sig til f.eks. Teater Refleksion og Teater My's dejlige forestilling Himmelsange for de allermindste og Romeo og Julie fra Det lille Turnéteater. En Shakespeare fortolkning for unge og voksne med fantastiske projektioner og dukker.

Dukkefilm

Vi viser også dukkefilm for voksne. Der bliver lejlighed til at møde Jytte Abildstrøm, som viser og fortæller om sin film fra Indien, og vi har premiere på en ny tjekkisk dukkefilm.

Udstillinger, workshops, skoler og daginstitutioner

Også under temaet Myte, Marionet og Menneske viser KunstCentret Silkeborg Bad en udstilling med 4 nordiske dukkekunstnere.

Vores populære dukkeværksted byder alle velkommen og vores masterclass med Neville Tranter gentages på opfordring.

Denne festival bliver den første i den nye storkommune, og det er lykkedes at få dukketeater tilbuddet ud til alle skoler og daginstitutioner i kommunen.

Velkommen

Vi glæder os til at mødes med vores store lokale publikum, de mange internationale gæster og alle teatrene.
Vi håber og tror, at alle vil undres og opleve underet.

En stor tak til sponsorerne og de mange frivillige hjælpere. Uden denne hjælp - ingen dukketeaterfestival.

På arrangørgruppens vegne

Ulla Dengsøe
Kunstnerisk leder